Akupunktur

Akupunktur er en gammel behandlingsform, som stammer fra Kina. Behandlingen foregår ved hjælp af nåle, som stikkes i kroppens akupunkturpunkter for at lindre og behandle smerter og ubalancer.

Meridianer

Vi har akupunkturpunkter – placeret langs meridianer – over hele kroppen. Meridianer er energibaner, som hver især er bundet til kroppens organer. Vi har 14 meridianer i kroppen med i alt 365 akupunkturpunkter. Derudover findes en lang række ekstra punkter rundt om på kroppen.

Meridianerne er opkaldt efter det organ, den enkelte bane løber igennem. I alt 12 meridianer er organmeridianer. Foruden de 12 har vi to lodrette meridianer, som løber langs den lodrette midterlinje på kroppens for- og bagside. Disse to centrale meridianer er ikke knyttet til noget organ, men har i stedet for en styrende effekt i forhold til de øvrige 12 meridianer.

Akupunkturpunkter

Ved akupunktur stimulerer man kroppen til at helbrede sig selv ved at sætte nåle i kroppens akupunkturpunkter. Meridianerne er usynlige energibaner. Opstår der forstyrrelser i disse, kan vi opleve sygdom eller ubalancer. Ved at påvirke akupunkturpunkterne stimuleres kroppen til at genoprette balancen i meridianerne.

Hvert akupunkturpunkt har sit eget nummer, navn og særlige egenskab. Afhængig af hvilke akupunkturpunkter, man sætter nåle i, og hvilke meridianer der påvirkes, kan man igangsætte kroppens egen helingsproces for at skabe balance og helbrede de gener, ubehag og ubalancer, man oplever.

Hvad er akupunktur?

Akupunktur er en alternativ behandlingsform og en flere tusinde år gammel kinesisk behandlingsmetode. Ordet, akupunktur, stammer fra de to latinske ord acus, der betyder nål eller spids, og punctura, der betyder at stikke eller prikke. Metoden, der anvendes ved akupunktur beror på, at tynde nåle stikkes ind i bestemte punkter i kroppen, de såkaldte akupunkturpunkter. Ved hjælp af nålene helbreder eller lindrer akupunktørerne skader, sygdomme eller smerter.

Igennem menneskets krop strømmer en energi, kaldet qi, via en række baner, som kaldes meridianer. Blokeres banerne, kan energistrømmen ikke flyde frit i kroppen, og det er herved sygdom og andre gener opstår. Ved at sætte nåle i kroppens forskellige akupunkturpunkter kan akupunktøren fjerne blokeringerne i kroppen og derved være med til at påvirke energistrømningen i kroppen.

Akupunktur kan bruges som behandlingsmetode til en række sygdomme, lidelser og smerter. Der findes forskellige former for akupunktur, og hver behandling har sin virkning og sit formål.

Bivirkninger ved akupunktur

Der er for det meste tale om mindre gener, der hurtigt forsvinder.
Dog kan blodudtrækninger under huden være synlige i op til ca. 2 uger efter endt behandling.

Eksempler på sådanne bivirkninger er:
  • Mindre blødning ved udtagning af nåle
  • Blå mærker ved de anvendte punkter
  • Ubehag ved indstiksstedet
  • Sjældne typer af bivirkninger
  • Kvalme
  • Døsighed
  • Opstemthed
  • Svimmelhed
  • Almindelig utilpashed
  • Besvimelse